Sindbjerg Vingård

Oplev vin, kunst og natur hos os.
På Sindbjerg Vingård på Mors byder vi dig indenfor på en lille økologisk vingård, hvor vin, kunst og natur mødes. Siden 2024 har vingården været autoriseret til økologisk jordbrugsproduktion af egne druer og frugter samt salg af disse. Her dyrker vi druer og frugter under Limfjordens særlige klimaforhold med fokus på kvalitet, håndværk og bæredygtighed. På gården finder du også Atelier Annelis, hvor Annelis` malerier inspireret af den nordiske natur skaber en stemningsfuld ramme om besøget.
Ros·VIN·kilde

Mindre vinmark mellem Kattinge og Kornerup ved Roskilde. I alt 1680 vinstokke som dyrkes økologisk. Halvdelen er Solaris og de øvrige druer er Sauvignier Gris, Muscaris, Riesel, Johanitter samt lidt røde druer Bolero, Cabernet Cantor og Rondo. Marken dyrkes økologisk.
Ærø Vin

ÆRØ VIN er en økologisk certificeret vingård og tilbyder spektakulære udsigter, smagninger og rundvisninger.
Guldbæk Vingård

Guldbæk Vingård er en lille familjedrevet vingård i Nordjylland, hvor vi arbejder med vinproduktion på grænsen af, hvad klimaet tillader. Vi dyrker druesorter, der er særligt udvalgt til nordiske forhold og som giver vine med friskhed, balance og karakter. Alt produceres i lille skala med stor opmærksomhed i både mark og kælder. Arbejdet bygger på bæredygtighed, nærvær og et ønske om at lade sted og årgang forme vinene naturligt.
Vrangbækgaard Vin

Vrangbækgaard er en lille vingård på en sydvendt skråning tæt på kysten ved Lundeborg på Fyn.
Her dyrkes økologiske druer med henblik på at lave den højeste mulige vinkvalitet på danske breddegrader – udelukkende ved brug af naturlige metoder og robuste druesorter, der kan modne i Danmark og dyrkes med minimal brug af skånsomme sprøjtemidler.
Vingården arbejder – i samarbejde med tyske planteforædlere – på at udvikle næste generations druesorter til det skandinaviske klima.
På gården avles Gotlandske pelsfår, så man kan både købe økologisk lammekød og vin i gårdbutikken.
Vingården er åben for besøg efter aftale.
Tusen Vin

Tusen Vin er en dansk, økologisk vingård med fokus på kvalitet, bæredygtighed og koldklimavin. Vingården blev etableret i 2020 med 15.000 vinstokke fordelt på moderne druesorter som Solaris, Souvignier gris, Cabernet cantor og Muscaris, der trives i det nordiske klima. Tusen Vin producerer primært mousserende vine og arbejder målrettet med at udvikle vine med friskhed, kompleksitet og elegant karakter. Gennem innovation og respekt for naturen ønsker Tusen Vin at sætte standarden for fremtidens danske vin og formidle viden om vin til både nye og erfarne vinelskere.
Saxtrup Vingaard

Saxtrup Vingaard ligger ved Bjergby nord for Hjørring og er Danmarks nordligste kommercielle vingård. De sydvestvendte vinmarker, havets salte vinde og mange solskinstimer skaber gode betingelser for produktion af især mousserende vine. Vingården dyrkes 100 % økologisk med håndarbejde i marken og fokus på bæredygtighed.
Der arbejdes med sorter som Solaris, Riesel, Hibernal, Johanniter, Muscaris, Souvignier Gris og Castel. Resultatet er elegante mousserende vine og friske hvidvine med tydeligt nordisk præg. Besøg og vinsmagninger arrangeres efter aftale.
Snoremark cider- og mjødbryggeri

I er altid velkomne på gården Snoremark, hvor vi producerer økologisk cider fra vores plantage med klassiske engelske cidersorter og vores højt præmierede mjød baseret på lokale danske råvarer. Vi har løbende rundvisninger og smagninger, men I er også velkomne til at arrangere en privat rundvisning med smagning.
Frørup Vingård

Hvis du er ude efter lokal økologisk produceret vin, er Frørup Vingård lige noget for dig. Vingården dyrkes med stor kærlighed til naturen og til vinen og ikke mindst til hinanden. Fra gårdbutikken sælges der økologiske, lækre og velsmagende vine. I gårdbutikken kan du ligeledes købe alt det udstyr, du har brug for til etablering af din egen vinmark og dit eget vineri. Kom og få en god snak og bliv inspireret til at blive vinbonde og lave din egen vin.
Frørup Vingård arrangerer guidede ture i vinmarken med vinsmagning og eventuelt tapas for firmaer, foreninger samt private selskaber.
Ring gerne for flere oplysninger.
Højvang Vin

Vi er en lille vingård beliggende sydøst for Randers. Vi har 700 vinstokke, der dyrkes økologisk. Vi startede i 2007 og har siden fået bygget et vineri, hvor produktionen foregår. Vinen bliver bedømt på vinskue og sælges dels på bopælen og dels fra økologisk gårdbutik.
Vi har 2 nyindrettede værelser med hver sit badeværelse. Toiletterne er med bidetfunktion. Der er kviste i både værelser og badeværelser med god udsigt til bla. vinmarken.
Der er mulighed for at lave kaffe/the på værelset. Der kan bestilles morgenmad, som indtages i stuen.