Vrangbækgaard Vin

Vrangbækgaard Vin

Vrangbækgaard Vin er et familieprojekt startet af Torben Toldam-Andersen, der underviser i frugtavl og vindyrkning på Københavns Universitet, sammen med hans to brødre, Ejgil og Johannes på deres fødegård, der nu ejes af Ejgil som 3. generation på gården.

Vinmarken ligger på en sydvendt skråning tæt ved Langelandsbæltet, – og for yderligere at forbedre mikroklimaet og biodiversiteten er det vandløb, der giver gården navn, blevet genskabt efter at være rørlagt i næsten 100 år. Vandløbet er nu fritlagt og genslynget nedenfor vinmarken.

Vingården er dyrket økologisk fra starten i 2011 – udelukkende med druesorter, der er udviklet til at være resistente mod råd, meldug og skimmel, så vinmarken kan holdes sund med ganske få forebyggende sprøjtninger med naturlige svampehæmmende midler og ingen kemiske pesticider overhovedet.

Ved hjælp af (meget) manuelt arbejde og optimeringer på alle parametre yder den lille vingård et stort udbytte med flot modne druer næsten hvert år. Det resulterer i naturligt balancerede og velsmagende vine, der opnår mange præmier.

Vi laver mange forskellige vine. Hvidvin, rosévin, orangevin og (hvid og rød) hedvin. Desuden hvide og rosé mousserende vine. Vi laver ikke rødvin, da vi mener, at de få blå druer, der modner fornuftigt i Danmark, ikke laver en tilstrækkelig god rødvin.

Men for at afhjælpe det problem, er vi i gang med et udviklingsforløb, der skal give os den næste generation af resistente druesorter, – så vi om nogle år også kan lave velsmagende og bæredygtig rødvin i Danmark.

Vingården er åben for besøg efter aftale.