Web: www.kellerisvingaard.dk
Mail: shj@kellerisvingaard.dk
Tlf.: +45 22463930
Kelleris Vingaard ligger i Nordsjælland tæt på Øresundskysten og Louisiana museet i det smukke fredede område Kelleris-kilen.
Vingården blev etableret i 2001 og ejes af Susanne og Søren Hartvig Jensen, som er nogle af pionererne indenfor dansk vin avl. Der er tilplantet et areal på 1,3 hektar med ca. 4200 stokke, hovedsagligt med sorterne Rondo og Solaris. I 2007 byggede vingården sit eget underjordiske vineri hvor alle processer i forbindelse med vinfremstillingen foregår. Det er med passion og stor fokus på kvalitet og traditionelt håndværk at vingårdens vine UTOPIA fremstilles. Vinstokkene trimmes og beskæres intensivt i løbet af vækstsæsonen. Druerne er håndplukket og sorteret for at sikre at kun den bedste frugt anvendes. Kelleris vingård producerer hvidvin, mousserende vin, rødvin og hedvin. De mousserende vine Utopia Renée er fremstillet efter ”Champagne” metoden med 2. gærring på flasken. Hedvinen Utopia BullsEye er lavet som en portvin, af meget modne druer, delvist gæret og tilsat vingårdens eget vindestillat. Rødvinene er alle fadlagret på fortrinsvis franske, amerikanske og ungarske barriques.
Utopia vinene har gennem årene vundet adskillige medaljer til diverse vinskuer og konkurrencer.
Det er muligt at besøge Kelleris Vingaard efter forudgående aftale. Der arrangeres både rundvisninger i mark og kælder samt vinsmagninger. Se mere på vingårdens hjemmeside www.kellerisvingaard.dk