Som mjødbryggere møder vi både en stor interesse men også en stor uvidenhed om en vintype, som har dybe historiske rødder i Danmark og de andre nordiske lande.
Mjød er alle de typer af vin, man kan brygge, hvor alkoholen som udgangspunkt er dannet på en gæring af honning. Processen er, som man kender fra al anden vinproduktion, men hvor man i druevin jonglerer med forskellige druesorter og i frugtvin med forskellige typer af frugter, så er der frit slag for mjødbryggere til at mikse honningen med frugt, bær, urter og krydderier, dertil kommer at man kan arbejde med forskellige typer af honning, der har smag af de blomster, som bierne har trukket på.
Det betyder at mjød byder på et kæmpe bredt smagsunivers og kan fås med forskellige alkoholstyrker og sødmegrader fra det helt søde til tørre varianter.
I forhold til internationale standarder er der en række mjødkategorier: Sack – hvor der er tale om en ren gæring på vand og honning. Typisk en meget sød mjødtype.
Pyment – en druemjød, hvor man gærer druemost og honning. En stil, som de gamle romere udviklede. Internationalt anerkender man også en hvidvin, der er eftersødet med honning som en pyment, men herhjemme ville vi nok afvise det som en mjød.
Cyser – en æblemjød, hvor der arbejdes med æblemost fra spise- eller cideræbler og honning. Melomel – hvor der arbejdes med forskellige typer af bær og frugt.
Metheglin – hvor der arbejder med urter, typisk urter der tillægges en helbredende/sundhedsmæsig værdi.
Hippocras – her er mjøden krydderet med fx. ingefær, lakridsrod, kanel etc.
Braggot – hvor der arbejdes med malt og honning.
Råmaterialet i mjød er honning, og derfor er vi som mjødbryggere optaget af hvilke typer af honning, vi har adgang til. Honning indeholder en række forskellige sukkerarter, hvor nogle er forgærbare og andre ikke. I honning findes: frugtsukker, druesukker, rørsukker, maltsukker og andre sukkerarter, der bestemmes af de blomster bierne har trukket på. Desuden indeholder honning duft- og smagsstoffer samt proteiner. I Danmark har vi ikke store ensartede blomstrende arealer, derfor får vi typisk en skønsom blanding, mens man i udlandet kan få fx. orageblomsthonning. I Danmark kan man få rapshonning en lyd, næsten smagsløs honning, en lindehonning, der har smag af nåletræ, hvidkløver- og sommerhonning, der typisk har et højere indhold af frugtsukker samt lynghonning.
Honning var (og er) en knap og kostbar ressource, hvor man tilbage i tiden måtte kæmpe med sure bier for at få fat i deres honning. Hvor det har været muligt, har man derfor i højere grad udskiftet den honninggærede vin med vin gæret på druer eller anden frugt med et højt sukkerindhold.
Produktionstiden for mjød er typisk 9-12 måneder, og kvalitetsmjød bliver bedre, desto ældre det bliver. Ofte ligger alkoholprocenten omkring de 15 og anvendes som dessertvin, hvor den opleves sød eller halv-sød alt efter, hvad der er arbejdet med som syregivende ingredienser.
Før i tiden, og her er vi kun tilbage i 2010, blev man typisk præsenteret for mjød af typen sack og hippocras i meget søde variationer plus mjød, der var spædet op med en god sjat ren alkohol, så det blev en sød bitter. Det var ikke mjødtyper, som på nogen måde tiltalte mange af de nye danske mjøbrygger som i dag kan købes. Derfor kan man hos en række professionelle og hobby mjødbryggere i dag finde mange spændende og velsmagende mjødvarianter indenfor cyser, melomel og metheglin spektret. Det giver også rigtig god mening, da vi dermed anvender de råvarer, der vokser lige udenfor døren, og som har en særlig lokalt karakter.
Måske vil det overraske, at vi er omkring 15 professionelle fødevaregodkendte mjødbryggere i Danmark, der alle arbejder hårdt for at etablere levedygtige mjødbryggerier. Det vil måske overraske, hvor mange der er mjødbryggere på hobbyplan, men når man tænker på, at Danmarks Biavlerforening har 5.500 medlemmer, der alle er aktive biavlere, og mange af dem naturligt kaster sig over at brygge et fad eller to på deres overskydende honning, så når vi op på et stort antal mjødbryggere i Danmark. Det føles derfor også som en stor anerkendelse, at mjød nu officielt er nævnt som en vintype, der er organiseret hos Foreningen Dansk Vin.