Vinvej og GUIDE TIL DANSKE VINE OG VINGÅRDE
Kalender
<< sep 2018 >>
mtotfls
27 28 29 30 31 1 2
3 4 5 6 7 8 9
10 11 12 13 14 15 16
17 18 19 20 21 22 23
24 25 26 27 28 29 30
Events
  • Ingen events

Jens Michael Gundersen – en af pionererne i dansk vinavl er død

Michael Gundersen er død 52 år gammel, og med ham har dansk vinavl mistet en ildsjæl og bannerfører for vinavl i Danmark.

Han var med til at stifte Foreningen af Danske Vinavlere (nu Foreningen Dansk Vin), som han også var formand for i en lang årrække. Her kæmpede han med foreningen en lang kamp for at få EU’s godkendelse af Danmark som vinproducerende land, som endeligt lykkedes i år 2000.

i 1993 anlagde han vingården Dansk Vincenter i Avedøre og introducerede druerne Rondo og Bolero i samarbejde med Forskningscentret for Vin i Geisenheim.  På Dansk Vincenter producerede han som vinmager  en række af kvalitetsvine herunder Nordlund, inden han i 2006 solgte sine sidste anparter.

Han har været med til skrive bogen “Vinavl i Danmark” som udkom i 1998. Efterfølgende har han skrevet “Druer i danske haver” og “Eksotiske Haver”.

I 1998 hædrede de italienske vinbønder i La Morra i Barolo-distriktet Michael Gundersen med prisen “Vignaiolo del Mondo” for sit arbejde med vinavl i Norden.

I 2003 etablerede han med sin hustru Karin Hvidtfeldt vingården Hideaway på Fejø og fortsatte med det han brændte så meget for – at skabe seriøs dansk vin og en vinplanteskole.

Med udgangen af 2006 valgte Michael Gundersen at træde tilbage som formand for Foreningen af Danske Vinavlere, for at koncentrere sig om sine egne vinprojekter og vingården Hideaway på Fejø sammen med sin hustru. Sammen blev de også ansvarlig for Tysk Vinkontor i Danmark som repræsenterede Deutsche Weininstitut. Her blev det ægteparrets opgave at sætte de kendte tyske vine på dagsordenen og vinkortet i Danmark.